Shoemaking 1.0 - Preparations

Jeg har tidligere udfordret mig selv i disciplinen at håndsy sko. Da jeg påbegyndte det projekt var det med en vis skepsis, da jeg egentlig altid har sagt til mig selv at den eneste beklædningsdel jeg ikke selv ville kunne lave, var sko. Ikke desto mindre lykkedes det mig at sy et par lædersko helt fra bunden, som jeg siden har brugt flittigt.

Men som det jo er for kreative nørder som mig, så sætter man sig hele tiden nye og større mål. Mit første par sko var bløde som mokkasiner og lavet til at forme sig efter fødderne med tiden. Mit nye mål er, at lave sko efter rigtige skomagertraditioner, hvor skoen formes over en læst (en model af en fod) og afstives i hæl og tå så faconen holdes. Efter lang tids søgen er det lykkedes mig at finde frem til en producent af læster i Italien, der kan lave et enkelt par på bestilling. Det er selvfølgelig fuldstændig uudholdeligt for mig at gå og vente på at de kommer hjem, så ventetiden udnyttes med mere eller mindre nødvendige forberedelser til min forestående titel som hobbyskomager. Det har naturligvis været helt uundgåeligt at anskaffe sig lidt nyt værktøj. Man må som bekendt aldrig gå ned på udstyr, og da slet ikke når udstyret i dette tilfælde er så æstetisk lækkert. Skørt at man kan være helt oppe at køre over en skomagerhammer! Og i min skrabe-i-jorden-agtige utålmodighed har jeg selvfølgelig været nødsaget til at lave et læderhåndtag og skede til min nye skomagerkniv.

Jeg håber at mine læster ankommer i næste uge, så jeg kan komme i gang med mit første rigtige skomagerprojekt. Og jeg håber i vil følge med i processen, hvordan den så end skrider frem. Fortsættelse følger...

 

Tilbage til blog